Det sidste halve år er gået stærkt. Meget stærkt. Så stærkt, at alle forhåbninger om at holde denne blog i live døde hen. Vi gav op.
Line begyndte tilvalg i engelsk på uni samtidig med, at hun skrev på sin bachelor. For at sige det mildt havde hun ikke tid til ret meget andet – selv hendes venner og familie blev sat på hylden.
Jeg selv startede på universitetet. Molekylærbiologi.
Det var enormt spændende, men jeg opdagede hurtigt, at jeg skulle knokle 24 timer i døgnet for at kunne følge med. Jeg ved alle har den følelse, men i december besluttede jeg mig for, at det kunne jeg simpelthen ikke leve med. Jeg kunne ikke leve med, at jeg konstant havde dårlig samvittighed, at jeg vitterligt aldrig havde fri, og at jeg altid følte jeg var bagud. Line og jeg havde aftalt, at torsdag aften var vores date-aften, men inden længe kunne jeg ikke engang overskue at holde en aften fri med hende jeg elsker. Hver dag når jeg kom hjem fra uni i den sidste tid krammede jeg mig ind til hende i sengen eller sofaen (hvor hun nu end sad og læste) tudede og faldt i søvn.
Så jeg droppede ud. Og hvilken lettelse! Det var som om jeg endelig kunne ånde igen.
Jeg elskede alt andet end presset på uni. Og det eneste jeg savner fra studiet er mine studiekammerater…..
Med studiet væk forsvandt alle mine problemer!
At der opstod et nyt er så en anden side af sagen: Hvad skal være min nye indtægtskilde???
Der blev søgt job på job på job, men lige meget nyttede det. Jeg fik et par timer om ugen som opvasker i køkkenet på det plejehjem, hvor Line arbejder. Indholdsrigt (men jeg brokker mig ikke!)
En tilfældig dag cyklede jeg ned på Tage Hansens Gades sygehus med en ansøgning, da jeg havde hørt, at de manglede en afløser til rengøring. Hvis jeg nu fik deltidsjob nok, så måtte det da give fuldtid, ikke?
På tilbagevejen skulle jeg lige et smut i Bog og Ide i storcenter nord. Da jeg var på vej ud, satte jeg mig på bænken ved udgangen. Lige foran Rasmus Klump Familierestaurant. Her sad jeg i ti minutter og diskuterede med mig selv. Skulle jeg gå ind og søge job? De har jo alligevel ikke noget. Men jeg ville fortryde hvis jeg ikke gjorde. På den anden side kalder min sofa virkelig højt….. Så jeg gik ind. Og ganske rigtigt. De manglede. I stor stil. Jeg blev ansat (på prøve) på stedet. På med noget arbejdstøj og igang med at lave spandevis af pandekagedej. 7 timer senere gik jeg derfra med beskeden om at komme tilbage to dage senere. Jeg var godkendt.
Så det er altså hvad jeg laver nu. Jeg bager pandekager! Og hold kæft, hvor jeg elsker det! Der er en god stemning, fantastiske kollegaer, sød chef og masser af søde børn.
//Katrine
Bolsjehytten 